Invitation til forældremøde/grupperådsmøde

 

Kære forældre og spejdere

Kom med til forældremøde/grupperådsmøde for De Danske Spejdere i Bruxelles onsdag mandag den 16 28. februar kl 20 i den danske kirkes lokaler, Rue Washington, 1050 Ixelles.

Det bliver en hyggelig aften om at være med som spejder hos os, og du kan deltage i beslutninger om gruppens fremtid, gennemgang af regnskabet for 2021 og vedtagelse af budgettet for 2022 (udleveres). Der er også valg til bestyrelsen, og her vil vi især gerne opfordre fædre til at stille op for at få en mere ligelig kønsfordeling. Skriv gerne til formand Mette Quinn senest den 10. februar, hvis du er interesseret.

Se dagsordenen nedenfor.

Vi byder også på kaffe og kage.

Med spejderhilsen,
lederne og bestyrelsen

 

Dagsorden

 

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Beretning for 2021
  3. Fremlæggelse af regnskabet for 2021
  4. Beslutninger om gruppens fremtid som led i visionen:
    1. Vedtagelse af Visionen for 2021/2022
    2. Aktivitetsplanen for resten af sæson 2021/2022
    3. Fremlæggelse og vedtagelse af budget for 2022, inkl. kontingentfastsættelse
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Valg til bestyrelsen
    1. Formand: Mette Koefoed Quinn (på valg)
    2. Gruppeledere: Sara Skærlund og Thomas Bardram (på valg)
    3. Kasserer: Lene Bager (ikke på valg)
    4. Medlemsregistrant: Anne Just (ikke på valg)
    5. Forældrerepræsentanter: Nina Jørgensen og Anne Mette Jensen Foreman (ikke på valg)
    6. Spejderrepræsentant: Siri Bardram (ikke på valg)
    7. Øvrige medlemmer: Kim Vetting (på valg)
  7. Valg af Revisor og revisorsuppleant

Eventuelt


Spejdermøde i De Kluis



Kære spejdere

Vi mødes næste gang søndag den 6. februar 2022 kl. 10-14 (10-13 for familiespejderne) ved:

De Kluis, 3051 Sint Joris Weert.
Google Maps: QMX8+M7 Oud-Heverlee.

Her har vi nemlig mulighed for at tænde bål.

(Obs! Den planlagte vinterbivuaktur weekenden den 5.-6. februar er udskudt til foråret, da vi med de nuværende høje smittetal ikke må overnatte. Se venligst den opdaterede aktivitetsplan 2021-22 på bloggen).

Familiespejderne skal gå på opdagelse i skoven og prøve nogle af de faste aktiviteter på aktivitetsstandende. Husk madpakken.

Minierne skal lave mad over bål og derudover øve sig på knivmærket. Så husk spisegrej, men glem madpakken.

Juniorerne skal have fokus på at tænde bål – endda med brænde/grene/kviste fra den våde skov. Mon det er muligt? Det indbyder også til at gå videre med både kniv-/økse- og savmærkerne. Derudover skal vi øve pionerarbejde med stedets rafter. Får vi gang i bålet, skal vi selvfølgelig bruge det til noget varmt og spiseligt. Husk dog madpakke – og en kop.

Trop-/klanspejderne skal også lave mad over bål samt lidt opsamling omkring mærker, så alle er på samme niveau hvad angår 1. hjælp, dolk, økse, bål, etc. Så husk spisegrej, men glem madpakken.

Alle spejdere skal som vanligt huske uniform, tørklæde, sangbog, knobreb (hvis man har), dolk, drikkedunk og selvfølgelig varmt/vandtæt tøj og sko efter vejret.

Tilmelding senest torsdag den 3/2: Doodle | De Danske Spejdere i Bryssel 6. Februar 10-14

Vel mødt!

På vegne af spejderlederne,
Kim, Lars, Tarja og Thomas B.

Familievandretur – Opdatering

 

Kære spejdere og forældre,

 

Godt nytår til alle. Vi håber, at I er kommet godt ind i 2022.

Traditionen tro holder vi en familie-vandretur for alle spejdere på det første spejdermøde i januar. I år er der ingen begrænsninger for udendørs arrangementer så vi opfordrer alle til at møde op.  

Meld jer venligst til (og fra) via doodlen med fulde navn på alle deltagere:

Vi skal vandre, søndag den 16. januar i landskabet omkring Arboretum i Tervuren. Vi mødes kl 10:00 på parkeringspladsen i Kapucijnenbos Middendreef , 3080 Tervuren, ( Hvis Jeres GPS system har det svært med den adresse, kan denne måske bruges Jezus Eiklaan 127 og så kører ca 500m længere frem)

Der vil være mulighed for at gå 10 km eller 15 km. Afslutning foregår samme sted mellem kl. 14 og 16.

Som noget nyt vil vi prøve at bruge AllTrails til navigation på turen. I kan med fordel installerer App'en på Jeres telefoner på forhånd.

Link til de to ruter: 

https://www.alltrails.com/explore/map/map-january-13-2022-3-43-pm-ef0917e?u=m

https://www.alltrails.com/explore/map/map-january-13-2022-3-00-pm-7d771e0?u=m

Da det er svært at beregne turenes varighed præcist, beder vi om et telefonnummer ved aflevering af en spejder uden forældre, så vi kan ringe jer op en halv time før vi er i mål og sikre afhentning til tiden. Vi opfordrer til samkørsel.

Alle bedes være iklædt tøj til vejret, spejdertørklæde samt gode vandresko/-støvler. Medbring venligst en god frokost, drikkevarer/-dunk, og sangbog.

 

 Med spejderhilsner,

 Susanne og Torben