Spejdermøde søndag den 10. december 10-14 plus juleafslutning 14-15

Kære spejdere og spejderforældre

 

Efterår er blevet til vinter, bladene er faldet fra træerne og den første sne er faldet. Søndag den 10. december har spejderne aktiviteter for hele familien. Mens minierne går tur og junior og trop er på det traditionsrige byløb, har vi nemlig brug for 12-14 frivillige forældre, der vil give en hånd med og samle blade i kirkens have. Spejderne hjælper også til, men der er mange blade og for at komme i mål, har vi brug for forældrenes hjælp.

På doodlen kan forældre tilmelde sig tidsrummet 10-12 eller 12-14. Der er brug for 6-8 forældre i hvert tidsrum. Passer det bedst, når du afleverer? (minierne skal afleveres i kirken) eller passer det bedst når du henter? (alle skal afhentes i kirken). Medbring selv handsker og redskaber.

Passer det ikke at samle blade, er det også muligt at melde sig til at lave æbleskiver eller pandekager, som spejdere og forældre spiser sammen i kirken fra klokken 14-15, hvor vi ønsker hinanden en god jul.

Minierne skal gå en tur og lære at begå sig i trafikken. Hvad betyder trafikskiltene og hvordan er man sikker i trafikken. Undervejs indsamles det affald, der ligger og flyder. Tilbage i kirken sorteres affaldet og vi skal lære om hvor lang tid det tager at nedbryde de forskellige ting.

Tag gerne en gul vest ud over uniformen.

Mødested for minierne: Klokken 10 i den danske kirke

Junior og trop skal på det traditionsrige byløb, hvor de bl.a. skal forbi julemarkedet på Place Sct. Catherine. Spejderne inddeles i mindre grupper og skal selv tage rundt med offentlige transportmidler. Juniorerne bliver 'skygget' af en leder. Spejderne skal medbringe metrokort eller penge til billetter (5 EUR).

Mødested for junior og trop: Klokken 10 i Parc Cinquantennaire under buen

Klanen er velkommen i kirken.

Alle slutter i kirken til gløgg og æbleskiver/pandekager fra 14-15.

Spejderne skal medbringe madpakke og drikkedunk, bære uniform og tørklæde og være klædt efter vejret. Husk sangbogen og tag gerne en nissehue på.

Tilmelding via denne doodle: https://doodle.com/poll/9ywuk2p9ryfbbtu7

På spejderledernes vegne

Rikke E og Flemming


Næste spejdermøde finder sted søndag den 21. januar fra 10-14.

Spejderaktiviteter på julemarkedet

Kære spejdere og spejderforældre

 

På lørdag den 25. november afholder Den danske Kirke i Bruxelles sit årlige julemarked på Den skandinaviske skole i Waterloo fra 10-17.

Spejderlederne stiller telt op uden for, og der vil være bål og mulighed for at lave snobrød. Det er ikke et traditionelt spejdermøde, men spejdere og alle andre er hjertelig velkomne til at kigge forbi, snitte en pind og bage et snobrød.

Kom i uniform og tørklæde. Husk dolk til at snitte snobrødspinde med. Og husk også at være klædt på til at være udendørs.

 

Vel mødt!

Bedste hilsner

Spejderlederne (Trine, Jesper, Ane og Rikke E)

Spejdermøde søndag den 12. november kl. 10-14.00

Kære spejdere og spejderforældre,

Velkommen tilbage fra ferie!

Søndag den 12. november fra kl. 10-14.00 vil klanspejderne gerne se alle spejdere til et orienteringsløb ved ishuset i Bois de la Cambre (kiosque du Bois de la Cambre 50.806640,4.378293).

Orienteringsløbet er en god dag i naturen. Alle konkurrerer i hold mod hinanden omkring klassiske spejderdiscipliner, hvor alle på holdet har en vigtig rolle i løsningen af opgaverne, der er rettet imod forskellige aldersgrupper.

Der er præmier til de bedste hold, og husk nu, at det er bare noget vi leger!

Du skal medbringe en madpakke og drikke (gerne noget varmt i en termokande), tøj som er tilpasset vejret (regntøj og vandtætte, gode sko), knobbånd, lidt papir, en blyant/kuglepen og evt. kniv og kompas.

Hvis man som forældre har lyst til at bidrage med en kage, er det meget velkomment.

Skriv det gerne i nedenstående Doodle, hvor du skal tilmelde dig senest på torsdag den 9. november (af hensyn til holdopstilling): https://doodle.com/poll/wcude54wfumn29q7

Med venlig hilsen
Spejderlederne og klanen

Poll om sommerlejr 2018

Kære spejderforældre og spejderledere,

I efteråret 2018 har De Danske Spejdere i Bruxelles 25 års jubilæum. Det har vi tænkt at fejre!

I den forbindelse er der et stillet et forslag om at rejse lidt længere væk på sommerlejren i 2018 end vi plejer: Helt konkret er det at holde sommerlejren på Island i en uge fra den 20 - 27 juli 2018. I kan læse mere om dette spændende spejdersted her: http://campiceland.com/?page_id=365. Vi har lavet et budget, og det viser sig at en sommerlejr til Island vil løbe op i EUR 900 inklusiv fly, i modsætning til vores 'normale' sommerlejr som koster op til ca. EUR 450. Skal vi til Island, skal spejderledere og tanter også selv betale for flyrejsen.

Med dette budget in mente, vil vi hermed gerne spørge forældrene og spejderlederne til råds: Skal vi gå videre med planlægningen af en sommerlejr til Island i 2018? Eller bliver det for dyrt, og vi skal derfor planlægge en sommerlejr med et 'normalt' budget?

Derfor vil vi bede jer om at skrive jeres svar ind på denne Doodle: https://doodle.com/poll/b385e6ac6cseygcx  ET svar per mulig deltager på sommerlejren. 

Bemærk, at dette ikke er en endelig tilkendegivelse med hensyn til at deltage på sommerlejren eller ej. Afstemningen er også anonym, sådan at andre ikke kan se dit/dine svar, kun Doodle administratoren.

Hvis dine spejderbørn/du som spejderleder sandsynligvis IKKE deltager på sommerlejren 2018, uanset hvornår og hvor den går hen, så vil vi gerne bede dig om tilkendegive det med et kryds i Doodlens sidste valg.

Svar senest tirsdag den 7. November kl. 12.00.

Med venlig hilsen
Spejderledernes sommerlejr gruppe

Spejderweekend den 7-8 oktober

Kære spejdere og forældre,

Vi skal nu på spejdersæsonens første weekendtur. Det er lørdag den 7. oktober kl. 12.00 til søndag den 8. oktober kl. 12.00. Turen går til De Brink, Bosbergen 1, 2200 Herenstals. I kan læse mere her: https://www.hopper.be/nl/jeugdverblijf/de-brink Der er sporarbejde nær De Brink, så derfor skal man køre omkring Watervoort og Hulzen. Vi opfordrer forældrene til at aftale samkørsel, eventuelt via vores Facebook gruppe.

På efterårsturen er der som regel 60-70 deltagere. Vi overnatter indendøre i sovesale, og skal lave mange forskellige ting, for eksempel natløb lørdag aften samt hyggelig lejrbål med sange og sketches.

Senest på torsdag skal vi oplyse til spejdercentret, hvormange vi kommer. Derfor er der tilmeldingsfrist denne onsdag kl. 20.00. Tilmelding er bindende, da vi skal betale for det antal vi angiver! Tilmeldning sker via Doodlen: http://doodle.com/poll/hy4mwkagnsdys4zp

Har dit barn specielle behov, for eksempel medicin, vegetar, allergier eller spiser ikke svinekød, kan I skrive til iamflemming@gmail.com og oplyse om dette.

Prisen er EUR 35, og er inklusiv middagsmad og aftensmad lørdag, samt morgenmad søndag. Denne pris dækker ikke helt omkostningerne, men der kommer billigere aktiviteter senere på sæsonen, sådan at det stort set går lige op. Ved ankomst til lejren skal pengene gives til en spejderleder i lige penge, gerne i en kuvert med spejderens navn og beløb skrevet på.

Der bliver mulighed for at købe en startspakke og tørklæde.

Pakkeliste:
  • Sovepose, pudebetræk samt lagen og nattøj
  • Indendørssko, sutsko eller lign. som er nemme at komme i og ud af
  • Tandbørste og -pasta, shampoo, kam/børste og håndklæde
  • Spejderuniform og tørklæde, kniv, knobs-reb og sangbog
  • En god lommelygte
  • Påklædning efter vejret, støvler en varm trøje, jakke, eventuelt regnfrakke; vi skal være udenfor hele dagen og en del om aftenen

Pak helst tingene i en rygsæk eller i en blød taske.

Vi opfordrer forældrene til at medbringe frugter eller kage til spejderne. Vi deler blandt alle. Skriv gerne en kommentar i Doodlen.

Tænker du på at blive spejderleder, kan du skrive dig ind som tante, og være med på turen. Er der alt for mange tanter, bliver det først-til-mølle.

Med venlig hilsen
Spejderlederne (Rikke U, Iver, Leif og Flemming)

Spejdermøde søndag den 24. september kl. 10-14.00

Kære spejdere og forældre,

Efter en god opstart på den nye spejdersæson, skal vi nu igen mødes søndag den 24. september fra kl. 10-14.00. Også denne gang på den Skandinaviske Skole i Waterloo. Vi fortsætter med at lære hinanden bedre at kende samt lære og øve spejderfærdighederne, og naturligvis skal vi have det rigtigt sjovt.

Tropsspejderne skal i gang med at øve sig i forskellige spejderdiscipliner som kniv, økse, sav, knob etc. sådan at vi kan bestå mærkeprøverne på turen i oktober. Vi skal også videre med dramamærket.  Juniorerne skal bruge økse, sav og kiler til at flække brænde, lave savbukke og en tre-buk til at koge vand til varm kakao og kaffe henover bål. Vi slutter af med en prøve til økse- og sav-mærkerne. Temaerne for minispejderne er: Vi sætter spor, naturbingo og en leg om årstiderne.

Dette møde er IKKE FOR KLANEN.

Alle skal medbringe fuldt spejderudstyr, dvs. uniform, tørklæde, sangbog, kniv og knobsreb. Derudover påklædning til vejret samt madpakke og drikke.

Tilmelding sker via denne Doodle: http://doodle.com/poll/e4xitx5mfgu27e47

Med venlig hilsen
Spejderlederne (Antonio, Ulrik, Trine og Flemming)

Sæsonstart søndag den 10. september 10-14

Kære spejdere og spejderforældre

Søndag den 10. september fra 10-14 tager vi hul på en ny sæson. Vi mødes på plænen foran den skandinaviske skole i Waterloo, hvor vi starter med velkomst og oprykning, hvorefter spejderne fortsætter aktiviteterne i de fire grupper: mini, junior, trop og klan.

Straks efter velkomst og oprykning vil nogle af spejderlederne orientere forældre om den nye sæson.
Forældre til de yngste spejdere er velkommen til at blive helt frem til afslutningen kl 14.

Startpakker bestående af tørklæde, sangbog og mærker kan købes for 25 EUR.
Uniform, bælte, dolk m.v. kan købes hos Spejdersport i DK. Husk at du får 10 % rabat, hvis du nævner, at du er medlem af de danske spejdere i Bruxelles. For de yngste spejdere, er det vigtigt, at dolken er alderssvarende.

Medbring madpakke og drikkevarer i en rygsæk. Søskende skal medbringe hver sin rygsæk.

Spejderne skal bære uniform og tørklæde og medbringe sangbog, dolk, knobreb og kompas. Husk at skrive navn på det hele.

Alle aktiviteter foregår udendørs, så det er vigtigt at være påklædt efter vejret. Gode sko, tøj, der må blive beskidt og regntøj er et godt udgangspunkt.

Vi glæder os til at se/gense alle!

Tilmelding via denne doodle senest fredag den 8. september klokken 12: http://doodle.com/poll/gx38n2r7m2t4w75f


Vel mødt!
På vegne af spejderlederne
Karen, Mette, Jesper og Rikke E.