Sommerlejrudvalget har efter nøje overvejelser besluttet, at vi i 2016 tager til det internationale spejdercenter i Kandersteg, Schweiz. Stedet er ud over det sædvanlige, det blev grundlagt i 1923 ud fra en ide om, at spejdere fra hele verden skulle have et sted, hvor de kunne mødes. Kandersteg giver derfor mulighed for at lave en masse spejderaktiviteter sammen med spejdere fra hele verden i særligt smukke omgivelser. De danske spejdere i Bruxelles har flere gange været på det populære lejrsted, senest i 2012. Det var bl.a. her, at vi lærte det sjove råb "Chi ke vov". Vi ved, at det bliver dyrere end de sidste par sommerlejre, og for at sænke prisen skal spejderne i løbet af vinteren i gang med forskellige fundraising aktiviteter. Der har allerede været snak om kagesalg, børnepasning og henvendelse til forskellige foreninger eller virksomheder mhp. tilskud, men der er langt flere ideer og muligheder at gå i gang med.
Lejren vil finde sted fra 2. til 9. juli, 2016, som er første uge i sommerferien både for de belgiske skoler og for Europaskolen. Senior- og storspejdere, juniorer samt de ældste minier, der afslutter p3 til sommer kan deltage. Som udgangspunkt er prisen 400 euro per spejder inklusiv transport til/fra Bruxelles, men det er hensigten, at vi i løbet af vinteren samler penge ind, så vi kan nedsætte prisen.
De bedste spejderhilsner,
Lederne