Tilmelding til sommerlejren 6.-14. juli 2018 i Bodensee, Tyskland

Tilmelding til sommerlejren 6. – 14. juli 2018 i Bodensee, Tyskland



Kære 3. års minispejdere, juniorspejdere, tropsspejdere, seniorspejdere og spejderledere

Årets bedste spejdersommerlejr nærmer sig. I år tager vi på en teltlejr ved Bodensee i Tyskland.

Bodensee ligger på grænsen mellem Tyskland, Østrig og Schweiz, og er i realiteten to søer, den største del, kaldet Obersee og den mindre del mod sydvest, kaldet Untersee. De to dele er forbundet af den 4,3 km lange flod Seerhein "Sø-Rhinen", som er en del af Rhinen. Området ligger i forlandet til Alperne, er fantastisk smukt med masser af naturparker. Vores lejr ligger nær Konstanz, på halvøen der vender ud i Obersee. Adresse: Schloßstrasse 12, 78531 Bodman am Bodensee. 


Vi forventer at køre fra Bruxelles fredag den 6. juli kl. 22:00 med ankomst til Bodense tidligt lørdag morgen. Her venter nogle af lederne med morgenmad til alle, inden vi begynder at bygge lejren. Vi pakker ned lørdag den 14. juli og bliver hentet af bussen kl. 14:00, hvorefter vi regner med at være tilbage i Bruxelles inden midnat lørdag aften.

 

Lejrens øvrige program er endnu i støbeskeen, men vi kan afsløre, at der bliver vandaktivteter, sejlads, besøg til tropisk ø, skovstratego, hængekøjer, boldspil, hejk, lejrliv og pionerarbejde. Der bliver helt sikkert også strålende solskin og hygge, en gallamiddag og lejrbål, samt badning og kolde brusebade.

Turen koster €300 og omfatter bustransport fra Bruxelles til Bodensee tur/retur, alle aktiviteter, overnatning og forplejning.

 

Du skal tilmelde dig senest 19. april på dette link: https://doodle.com/poll/97guw8nrpf5iv39e


samt betale et depositum på 100 euro til konto: BE92 3631 4493 5723 senest den 1. maj.

Vi skal kende spejdernes fødselsdato: Skriv det ind i kommentar feltet.


Som altid, har vi også brug for nogle tanter (forældre), som vil med på lejren. Først til mølle, dvs. de første tanter, der melder sig, kommer med gratis. Bliver der mere end 12 voksne, vil der blive en delvis selvfinansiering på €100 for resten af tanterne. 

Med spejderhilsen

Spejderlederne

 

 


Spejdermøde 11 marts

Kære spejdere,

Der er spejdermøde søndag den 11. marts fra 10 til 14.

Mødet foregår  for minier og juniorer her :

Forêt de Soigne

Drève du Comté

1170 Watermael-Boitsfort

Latitude: 59,7971

Longitude: 4,4008

Minierne skal arbejde med morse, mini-pioner, venskabsknob og knivmærke, for dem der stadig mangler det. Husk derfor dolk og (selvfølgelig) tørklæde.

Nærmere information om aktivitet for juniorerne vil følge.

Husk!

·         Passende tøj til udendørs aktivitet

·         Madpakke og drikkedunk

·         Uniform, sangbog og dolk

Tropsspejderne skal forberede sig på camboreen i april. De skal derfor lave bålkapper, tænde bål og lave snobrød og ud på et orienteringsløb. Det hele foregår i Forest, med start kl 10 på avenue Kersbeek 78.

 

Tilmeld dig på følgende doodle:

https://doodle.com/poll/xskrvtruzf4xf9q2

 

Med venlig hilsen,

Spejderlederne


Husk generalforsamlingen på søndag kl. 10.30

Kære spejderforældre og spejderledere,

Vis din støtte til spejderne ved at deltage i den årlige generalforsamling, som vi afholder på søndag kl. 10.30 - 12.00 på Roosendael. Det er nemt, når du alligevel skal hente din spejder hjem fra weekendlejren.

På generalforsamlingen kan du blandt andet høre om årets aktiviteter og planerne for det kommende år. Du får også et indblik i spejdernes økonomi og meget mere. Vi byder naturligvis på kaffe!

Du finder agendaen ved at følge dette link.

Vi ses på søndag
Spejderlederne

Indkaldelse til weekendlejr og generalforsamling den 24. - 25. februar

Kære spejdere og spejderforældre,

Vi skal på weekendtur den 24. - 25. februar på Roosendael; lørdag kl. 12.00 til søndag kl. 12.00. Der vil blive serveret frokost lørdag ved ankomsten – I skal derfor ikke have madpakker med.

Da spejdercentret har brug for at kende det endelige deltagerantal, er der tilmeldingsfrist mandag den 12. februar kl. 20. Tilmelding er bindende, da vi skal betale for det antal vi angiver! Tilmelding sker via Doodlen: https://doodle.com/poll/c2b8n2v9kb5imge5

Den årlige generalforsamling i DDS-Bruxelles afholdes på Rosendael om søndagen kl 10:30. Vi opfordrer alle forældre til at deltage i en god diskussion om visioner og programmet for resten af året. Kør hjemmefra lidt tidligere, når du alligevel skal hente din spejder! Du finder dagsordenen ved at følge dette link. Forslag til behandling kan sendes til vores formand på denne adresse: kim@vetting.dk

Adressen er: Domein Roosendael, Rozendaal, B-2860 Sint-Katelijne-Waver. Se mere her: http://www.roosendael.be.

Weekenden kommer til at byde på masser af udendørs spejderaktiviteter (i al slags vejr); men vi sover indendørs.

Minierne skal lave aktiviteter indenfor temaerne Klar-dig-selv, Orientering og Natur og friluftsliv. Juniorerne skal være ude i det dejlige område omkring lejren. Der vil komme til at indgå bål, knob, lege og overraskelser. En af opgaverne består i at binde knob. For de af forældrene der har mod på det, foreslår vi at i øver de flg. knob med jeres børn inden turen: Råbåndsknob, Flagknob, Tømmerstik, Dobbelt halvstik, Pælestik, Venskabsknob (tørklædet). Der bliver også natløb – så husk lygter – og tøj til sæsonen. Tropsspejderne skal lære at splejse og lave taklinger på tovværk samt på et natløb. Klanen skal bygge en tovbane samt repetere knob og førstehjælp – samt naturligvis lave natløb.

Har dit barn specielle behov, for eksempel medicin, vegetar, allergier eller spiser ikke svinekød, kan I skrive til iamflemming@gmail.com og oplyse om dette.

Prisen er EUR 35, og er inklusiv frokost og aftensmad lørdag, samt morgenmad søndag. Denne pris dækker ikke helt omkostningerne, men der kommer billigere aktiviteter senere på sæsonen, sådan at det stort set går lige op. Ved ankomst til lejren skal pengene gives til en spejderleder i lige penge, gerne i en kuvert med spejderens navn og beløb skrevet på.

Der bliver mulighed for at købe en startpakke og tørklæde.

Pakkeliste:
  • Sovepose, pudebetræk samt lagen og nattøj
  • Indendørssko, sutsko eller lign. som er nemme at komme i og ud af
  • Tandbørste og -pasta, shampoo, kam/børste og håndklæde
  • Spejderuniform og tørklæde, kniv, knobs-reb og sangbog
  • En god lommelygte
  • Påklædning efter vejret, støvler en varm trøje, jakke, eventuelt regnfrakke; vi skal være udenfor hele dagen og en del om aftenen
Pak helst tingene i en rygsæk eller i en blød taske.

Vi opfordrer forældrene til at medbringe frugter eller kage til spejderne. Vi deler blandt alle. Skriv gerne en kommentar i Doodlen.

Med venlig hilsen
Spejderlederne 
(Kim, Flemming, Jesper og Antonio)

Info om internationale spejderlejre i foråret og sommerlejren 2018!

Kære spejdere og spejderforældre
 
I år har vi lidt flere internationale lejre på programmet end normalt, hvorfor vi vælger at beskrive dem her i starten af året, så I bedre kan planlægge deltagelse:
 
21.-22. april Camporee 2018 (Bjørnebanden, Trop og Klan)
              
Denne weekendlejr, som vi også afholdte i april sidste år, er for alle internationale/expat spejdere, som bor i Belgien. Det er en teltlejr i de Kluis, hvor vi forventer at blive ca. 150 spejdere fra bl.a. de amerikanske, britiske, tjekkiske, italienske og finske spejdere som alle har aktiviteter i Belgien. Prisen bliver ca. 50 € per spejder, og tilmelding bliver lige efter påske, hvor der kommer mere information ud. Har du spørgsmål til denne lejr, så kontakt Iver.
 
19.-21. maj Intercamp 2018 (Bjørnebanden, Trop og Klan)
            
Intercamp er en stor traditionel, international spejderlejr med 3000 deltagere, som altid finder sted i Pinsen. I år er den placeret i Sint Truiden, Belgien, ca. en times kørsel øst for Bruxelles. Planlægningskomiteen består traditionelt af spejdere fra USA, Belgien, Storbritannien, Holland, Frankrig, Tyskland, Tjekkiet og Polen, og i år er Belgien altså vært. Da sommerlejren i år ikke bliver en stor international lejr (se nedenfor) er dette altså årets mulighed for at deltage i en sådan lejr. Prisen bliver ca. 100 € per spejder, med tilmelding samtidig som Camporeen (lige efter påske). Det er muligt at deltage i dele af lejren (kun én overnatning), hvis der er interesse for det. Hvis du allerede nu ved at du gerne vil deltage, eller har yderligere spørgsmål, så kontakt Kim Vetting.
 
6.-14. juli Sommerlejr (Sidste års mini, Junior, Trop og Klan)

Vores årlige sommerlejr går i år til Bodensee, hvor der er mulighed for skov- og bjergvandring, vandsport m.m. I år har vi valgt at være os danske spejdere sammen, efter to år med store internationale lejre. Og så skulle vejret i Bodensee i starten af juli traditionelt være i top! Prisen bliver som sædvanligt ca. 350 €. Der kommer mere information ud inden påske, men har du allerede nu spørgsmål og/eller interesse, så kontakt Mette Quinn.


Bjørnebanden udgøres af de juniorer, der rykker op og bliver tropsspejdere i næste sæson.

Bedste hilsner
Spejderlederne

Spejdermøde søndag den 21. januar 10-14

Kære spejdere

Vi mødes på søndag kl.10:00 på parkeringspladsen ved Restant van de Priorijkerk van Groenendaal. Arrangementet er for mini, junior, trop og klan. Vi skal vandre i skoven og er alle tilbage ved restauranten lige før kl.14 til afslutning.

Husk madpakke, drikkedunk, uniform, sangbog  og tøj og sko efter vejret. Husk det kan være koldt, blæsende og regne, så det er vigtigt med varmt, vandtæt tøj og gode, vandtætte sko.

Tilmeld dig på følgende doodle:
https://doodle.com/poll/irp28i54vihgb8wk

Sidste tilmeldingsfrist er på fredag den 19. januar kl.18:00

Mange hilsner
Spejderlederne 
Mette, Serge, Christian og Iver

Hjælp til fastelavn i Den Danske Kirke

Kære spejderforældre og spejdere,

Den 4. februar bliver der slået Katten-Af-Tønden i Den Danske Kirke i Bruxelles.

Til dette, søger Kirken hjælp til at dekorere tønderne med maling samt at forestå tøndeslagningen. Hvis du har tid og lyst til at bidrage til dansk kultur og samvær i regi af Den Danske Kirke i Bruxelles, skal du skrive dig ind på denne Doodle: https://doodle.com/poll/2bixnsqu3g8ehrev

Kan du hjælpe med bare én af de to aktiviteter, henholdsvis dekorering af tønderne eller selve tøndeslagningen, er det meget velkomment.

Tøndeslagningen finder sted søndag den 4. februar lige efter gudstjenesten, som begynder kl. 14.00. Den dag vil gudstjenesten ikke vare så lang tid, sådan at de spændte børn kan komme i gang ca. kl. 14.30. Der er 8 tønder, og der er brug for omkring 2 personer til hver tønde, sådan at det hele foregå på fair og forsvarlig vis. Voksne og større børn kvalificerer sig til denne tjans. Er du spejder, må du gerne tage din spejderuniform og/eller tørklæde på!

Dekoreringen af tønderne finder sted ugen før om søndagen den 28. januar mellem 11.00 og 13.00 i kælderen, hvor ungdomsklubben holder til. Der vil være maling og pensler. Der skal dekoreres 6 rigtige tønder og 2 pap-tønder for de mindste. Tag gerne dine mindre eller store børn med i Kirken denne dag, og slip dine kreative evner fri!

Du kan læse mere om fastelavnen i Kirken her: http://www.dankirke.be/

Det er Mette Birkemose, som arbejder som juniorassistent i Kirken, der koordinerer fastelavnsfesten.

Med venlig hilsen
Spejderlederne (Flemming)